onsdag den 25. januar 2012

Brug de sociale medier i jobsøgningen

Lad din kommende arbejdsgiver finde dig på f.eks. Facebook.
Foto: Colourbox 

Sådan bruger du sociale medier i jobsøgningen


Hvis du søger nyt job, kan du komme langt med Facebook, LinkedIn og Twitter. Men de skal bruges rigtigt. Læs her, hvordan du gør.
Frit efter Søndagsavisen: Sådan bruger du sociale medier i jobsøgningen
Med tillæg om Google+ af Karsten A. Krabbe
Når du søger et job, kan du regne med én ting: arbejdsgiveren prøver at finde oplysninger om dig på nettet.
De oplysninger finder de lettest via sociale medier, som Facebook, LinkedIn og Twitter.
Marianne Steen er ekspert i jobsøgning og rekruttering via sociale medier og forfatter til bogen ’www.søgjob.dk’. Hun har her en række råd til, hvordan du sikrest gebærder dig på sociale medier, når du søger job, og når andre søger på dig.

1. Facebook mest til at hygge sig med
De fleste danskere har efterhånden en Facebook-profil, og den er oftest til privat og uformelt brug. Ifølge Marianne Steen er Facebook mest til ’afslapning efter fyraften’ og hun anbefaler ikke Facebook i forbindelse med jobsøgning.
Den er dog noget af det første, der popper op, når en kommende arbejdsgiver googler dit navn, og derfor betaler det sig at give et godt indtryk, når der bliver klikket ind på den.

Det gør du bedst ved at:
Hav et godt billede der viser ansigt, øjne og gerne et smil.

- Have et par linjer stående om dig selv, som viser en synlig identitet med en fornuftig og begavet tekst.
Skriv noget der fortæller mere om din personlighed!
”Jeg hedder Jens Petersen, er 45 år og har en datter på 20,” er ikke interessant. Det skal gerne være noget, der fortæller mere om din personlighed og dermed gør dig interessant som kommende kollega, råder Marianne Steen.
- Sørge for at indstille din profil, så den potentielle arbejdsgiver ikke ser opdateringer fra din hånd, som får dig til at fremstå negativt eller usympatisk.

2. LinkedIn: spring foran i køen


LinkedIn fungerer som en slags udvidet online-CV og netværkssted. Her opretter du ligesom på Facebook en profil med billede, hvorefter du kan få ’connections’, som svarer til Facebookvenner.
Vigtigt at gå professionelt til værks
På LinkedIn er det ifølge Marianne Steen vigtigt, at du går mere professionelt til værks. Hvor Facebook er ’til fyraftensbrug’, er tonen på LinkedIn mere formel og hovedfokus ligger på dit CV og professionelle forbindelser.
Er du er på jobjagt, kommer langt med LinkedIn ved at:
- Gør dig synlig:
Det bliver du især ved at læse, kommentere, og ’like’ andres indlæg.
”De fleste får mailbeskeder om, at du følger dem eller kommenterer på deres indlæg. På den måde bliver du synlig og udviser interesse. Og fordi de fleste er nysgerrige, går de ind og kigger på din profil,” siger Marianne Steen.
Følg bestemte virksomheder

På LinkedIn kan du følge virksomheder, som du selv udvælger. Det er ifølge Marianne Steen en god ide, fordi du på den måde gør det synligt, at du er interesseret i dem.
Flere virksomheder er desuden begyndt at bruge LinkedIn som det første sted, de annoncerer nye jobopslag.
”Nogle virksomheder starter med i den første uge kun at have et nyt jobopslag liggende på LinkedIn. På den måde kan de starte med at se, hvem der i forvejen har udvist interesse for virksomheden i stedet for at annoncere for 100 tilfældige personer, som måske slet ikke har vist interesse,” siger Marianne Steen.


Følg de mindre virksomheder

Man får mest ud af at følge de små og mellemstore virksomheder, forklarer Marianne Steen.
”Vi kender alle sammen Novo Nordisk, Tivoli og Lego, og derfor er der måske 10.000, der følger dem. Hvis du derimod følger ’Brødrene Jensens Møbelfabrik’ i Rødovre, er du måske én ud af 10. På den måde øger du din sandsynlighed for at blive lagt mærke til,” siger hun.

Hav gode anbefalinger liggende
Derfor er det igen en god ide at tage sig godt ud på et vellignende foto, et velbeskrevet CV og ikke mindst anbefalinger, som ifølge Marianne Steen er noget af det bedste, du kan have liggende på din profil. Dem er der nemlig rigtig mange, der læser og stoler på, forklarer hun.

Skriv ikke, at du er jobsøgende
Sidst men ikke mindst fraråder Marianne Steen at skrive på nogen som helst af sine profiler, at man er jobsøgende.
Så virker al den opmærksomhed du viser for eksempel indlæg og virksomheder anmassende, vurderer hun.

6. Twitter - Det nye sociale medie


Twitter er en social tjeneste på nettet, der bedst kan beskrives som microblogging. Her kan du følge forskellige mennesker eller virksomheder og se, hvad de ”Twitter” om.
Twitter har endnu ikke vundet så stort indpas herhjemme, men ifølge Marianne Steen er Twitter på vej frem.
I USA er store virksomheder begyndt at bruge Twitter som det første sted, de offentliggør nye jobopslag. Det er der brugere, der indsamler og laver lister ud af, så man for eksempel via Twitter kan se alle nye ledige jobs i bestemte byer. Tendensen har allerede bredt sig til England, og Marianne Steen er ikke tvivl om, at den også vil komme til Danmark.

Tillæg af Karsten A. Krabbe: 
7. Google+ (Ikke nævnt på Søndagsavisen)

Google+ (Google Plus) er det sidste nye sociale medie. Det svarer på mange måder til Facebook. Men der er flere redigeringsmuligheder og der kommer hele tiden nye funktioner og muligheder.


Selv om Google+ blev lanceret for omkring 6 måneder siden, skulle der allerede nu være omkring 90 millioner brugere. Det nyeste tiltag er Google+ sider for virksomheder og andre.


Det er svært at vurdere Google+ på nuværende tidspunkt. En plusprofil kan laves ud fra de samme regler som dem, Marianne Steen nævner under Facebook.
Læs artiklen på Søndagsavisen: Sådan bruger du sociale medier i jobsøgningen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar