torsdag den 26. januar 2012

Hvor meget kan man læse om dig online?


Hvor meget kan man læse om dig online?

Af Karsten A. Krabbe

Efterhånden som størstedelen af den voksne befolkning er på Internettet og har en personlig profil på f.eks. Facebook, LinkedIn eller Google+ kan det ikke undgås at der ligger flere og flere private oplysninger.

Tænker du over, hvad du deler med andre?

Jeg tror at mange mennesker lægger oplysninger og billeder ud på eksempelvis Facebook uden at tænke over, hvem der så får mulighed for at læse om dig og se på dine private billeder.

Har du beskyttet din Facebook-profil, så andre ikke kan læse dine indlæg eller se dine billeder?

Jeg gætter på, at mange uden at vide det har en Facebook-profil, som alle og enhver frit kan læses.

Og hvis de har indstillet deres konto, så kun venner kan se kontoen, er de så klar over at vennernes venner også kan se dine indlæg?

Det offentlige kigger med

Det er jo en kendt sag, at de offentlige myndigheder som f.eks. kommuner kan se vores Facebook-oplysninger og derved kan afsløre socialt bedrageri.

Hvis du f.eks. lægger et billede af dig selv foran en splinterny Mercedes og skriver: "Er min nye bil ikke bare flot?", så kan det godt være at din kommune får mistanke om, at det ikke er helt berettiget, når du hver måned får kontanthjælp.

De kriminelle kigger med

Dine informationer kan blive misbrugt på forskellig måde. Det klassiske eksempel er boligmæglernes salgsannoncer, hvor indbrudstyve kan sidde og se, hvor de kan finde dyre designermøbler.

En anden type kriminelle er personer, som samler forskellige informationer om dig og misbruger dem til deres egne skumle formål.

Hvor meget skal man fortælle om sig selv?

Skal man fortælle, at man har tvillingepiger på 2 år? Eller at ens partner har været én utro?

Jeg synes, man skal tænke sig temmelig godt om, før man lægger private oplysninger ud på de sociale medier.

Heldigvis er der mange ting, som er ganske uskadelige. Også hvad angår billeder.

Hvor længe bliver dine data opbevaret?

Her er efter min mening et kæmpeproblem: Dine data kan ligge i mange år - og mange mulige steder online på Internettet. Vel at mærke uden at DU selv er klar over det.

Ting du skrev for 10 år siden kan stadig ligge der. Men i mellemtiden kan der være sket mange ting i dit private liv.

Du kan være blevet færdig med en uddannelse, fået job, blevet gift, far eller mor osv. osv.

Måske var du glødende socialist som ung. Men nu er du gradvist gledet mere og mere mod Dansk Folkeparti.

Sådan er livet: Vi ændrer os hele tiden! Vores måde at opfatte livet på ændrer sig. Det politiske tilhørsforhold ændrer sig. Vi får nye interesser osv.osv.

Ville det ikke være FOR ærgerligt, hvis det digt du skrev som 17-årig forelsket op til begge ører, pludselig dukkede op og blev fortolket på en helt anden måde?

Ingen ved, hvordan personlige data kan bruges til helt andre formål end de oprindelige mange år senere. Og i helt andre sammenhænge.

Nogle enkle tip til dit online-liv:
Læg kun oplysninger ud, som ikke kan misbruges senere.
Undgå meget private oplysninger
Begræns adgangen til din profil, så kun udvalgte personer kan se den på det pågældende sociale medie.
Læg kun oplysninger ud, som er relevante i forhold til dit formål. På LinkedIn bør du kun lægge oplysninger og billeder ud, som er relevante for de jobs som du søger.
Tjek dig selv online

Start med at google dig selv på Google, både indlæg og billeder. Prøv tilsvarende søgninger med andre søgemaskiner.

Få en bekendt, som normalt ikke har adgang til dine personlige profiler til ligeledes at undersøge, hvor meget han eller hun kan finde om dig.

Du vil muligvis blive overrasket over, hvor meget der ligger om dig på Internettet.

Sørg for at beskytte dine online-profiler mest muligt og slet de ting, som du ikke synes kommer andre ved!

Lav tilsvarende søgninger med f.eks. 1 års mellemrum!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar