lørdag den 11. februar 2012

"Du skal ikke tro du er noget" - Eller skal du?

»Du skal ikke tro du er noget«
 - Eller skal du?
Af Karsten A. Krabbe


"Du skal ikke tro du er noget" siger Janteloven som forfatteren Aksel Sandemose skrev i 1933 i sin selvbiografiske bog 'En flygtning krydser sit spor'.


Og hvis der er noget, vi som danskere har taget til os, er det denne opfattelse: Du skal ikke tro du er noget. Som danskere falder det os ualmindeligt svært at sige: Jeg er god til dette eller hint. - Falsk beskedenhed er blevet normen..


Denne selvopfattelse bevirker også, at vi har svært ved at beskrive os selv positivt! Og når vi fremhæver os selv og vores gode egenskaber, kan det let virke overdrevet eller måske ligefrem utroværdigt.


De personer der skal læse vores ansøgninger er jo tilsvarende "imprægneret" med Janteloven.


Vi bruger naturligt nok jeg-formen i vores ansøgninger. Jeg gjorde det og det, og jeg kan dette og hint. Jeg, jeg, jeg - Det er både svært at blive ved med hele tiden at skrive "jeg".


Du skal tro du ER noget (c)K.A. Krabbe 2012
Her er et lille "trick", som måske kan bryde rækken af jeg-sætninger: Lav en lille omskrivning, så du i stedet for lader andre personer fortælle om dig. Altså du undgår at skrive "jeg" for femte gang, og i stedet er det nogle andre personer der beskriver dig.


"Jeg har en god humor" kunne blive til: "Mine kolleger kan godt lide  mine vittige bemærkninger, når vi trænger til en lille opmuntring sidst på dagen".


"Jeg er fleksibel" kunne omskrives til: "Mine tidligere chefer kan fortælle, at jeg altid er parat til at arbejde længere, når der er nogle ordrer som ikke kan vente".


I stedet for "jeg er dygtig til IT" kunne du skrive "Folk kommer ofte og beder om gode råd, når de har problemer med Word og Excel".


Du skal naturligvis holde dig til sandheden! Det falder tilbage på dig selv, hvis du har overdrevet dine kundskaber og færdigheder.


Men jeg håber, at eksemplerne viser nogle brugbare alternativer til at undgå at skrive "jeg" for mange gange.


Læs også: 
Skriv en ansøgning, der skiller sig ud fra de andres


Den Positive Jantelov for Ledige


Tør du sælge dig selv på en ny måde?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar