onsdag den 7. marts 2012

Skuespillere rystede over Dagpengeland på Holbæk Teater


Skuespillere rystede over Dagpengeland på Holbæk Teater
Spilleperiode: 9. - 24. marts 2012


Det har været en meget lærerig tid for skuespillere og produktionsholdet bag dramatiseringen af den kendte blog Dagpengeland, på Holbæk Teater.
”Foregår det virkelig sådan?”, har været et af de gennemgående spørgsmål til Lau Aaen, manden bag bloggen.

Dagpengeland er en højaktuel dokumentarlignende komedie, skrevet af Peter Keiser-Nielsen, på baggrund af Lau Aaens populære blog Dagpengeland.dk. Det er en utrolig morsom beretning, om hvad man som arbejdsløs kan blive tvangsindlagt til at deltage i.

Surrealistisk og komisk virkelighed for mange arbejdsløse
I stykket følger vi Lau på sin vej gennem 10 ugers jobsøgningskursus, som han har pligt til at følge, og hvor han lærer om, hvordan hele mennesker bygges op fra grunden ved hjælp af, personlighedstests, håndtrykstræning, teoretisk telefoni, sultne afrikaneres selvrealisering og råd om hvorfor man aldrig skal sige, at man ikke længere spiller badminton.

”Vi sætter et spejl op for virkeligheden. Lige meget hvor komisk og utroligt det måtte virke, så garanterer jeg at det virkelig er sket. Dette er dokumentarteater. Her overgår virkeligheden fantasien. Det er en hylende morsom aktiverings-comedy,” lover instruktør Kristoffer Møller Hansen, der er en del af direktørduoen på Holbæk Teater.

Prøverne til ”Dagpengeland” har for skuespillerne været en meget øjenåbnende oplevelse, og de er alle rystede over hvordan det danske samfund behandler arbejdsløse.
”Det kan virke både surrealistisk og absurd, men det er virkelighed lige nu for en masse arbejdsløse danskere. Set udefra er jobsøgningskurset vi beskriver i forestillingen super morsomt, men det er jo også meget tragisk, at samfundet udsætter borgere for sådanne noget pjat. Hvorfor ikke sætte folk til noget meningsfuldt, i stedet for at gøre grin med dem,” spørger skuespillerne på forestillingen Anders Budde Christensen, Stine Holm Joensen, Jeanette Lindbæk Larsen, Kristian Høeg Jeppesen og Christian Mosbæk.

Der findes også lykkelige løsninger
Efter en længere sygdomsperiode, er skuespiller Camilla Gottlieb kommet i virksomhedspraktik på Holbæk Teater og aktiverings-comedyen ”Dagpengeland”.

Da Camilla ringede til Holbæk Teater for at spørge om mulighed for virksomhedspraktik, var de to teaterdirektører Kristoffer Møller Hansen og Brian Kristensen ikke sene, til at se mulighederne for at åbne for en birolle på forestillingen ”Dagpengeland”, og i samarbejde med manuskriptforfatter Peter Keiser-Nielsen, blev der hurtigt tilføjet en mindre rolle til Camilla Gottlieb.

”For mig er det en fantastisk mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Grundet min sygdom har det været vigtigt at komme tilbage på en rolig og overskuelig måde, og det giver virksomhedspraktikken på Holbæk Teater mig mulighed for,” fortæller Camilla Gottlieb der er taknemmelig for praktikpladsen.

For Holbæk Teater har man været meget tilfredse med at kunne hjælpe Camilla Gottlieb tilbage på arbejdsmarkedet.

”Jeg syntes at Camillas virksomhedspraktik her på teatret, er et godt eksempel på hvor vigtigt det er at give arbejdsløse borgere nogle meningsfyldte udfordringer, i stedet for at parkerer dem på meningsløse kurser som i ’Dagpengeland’,” forklarer Brian Kristensen.

Forestilling:
Efter bloggen www.dagpengeland.dk af: Lau Aaen
Manuskript: Peter Keiser Nielsen
Dramaturg: Kitter Krebs
Instruktion: Kristoffer Møller Hansen
Medvirkende: Anders Budde Christensen, Stine Holm Joensen, Jeanette Lindbæk Larsen, Kristian Høeg Jeppesen og Christian Mosbæk
Scenografi: Niels Fly, Fie Müller og Kristoffer Møller Hansen
Kostumer: Helle Birkholm, Fie Müller
Lys, lyd & Afvikling: Mikkel Magnus Olsen
Scenemester: Niels Fly
I aktivering: Camilla Gottlieb


Spilleperiode: 9. - 24. marts 2012
Sted: Holbæk Teater - Vimmelskaftet 27 - 4300 Holbæk Tlf. 59 43 17 77
Billetsalg: Via http://holbaekteater.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/29833 eller billettelefon: 59 44 00 85



Dagpengeland - en hylende morsom aktiverings-comedy på Holbæk Teater
Fra venstre Kristian Høgh Jeppesen, Anders Budde Christensen og Jeanette Lindbæk Larsen
(Foto: Mie Neel)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar