søndag den 4. marts 2012

Sådan bliver du headhuntet

Sådan bliver du headhuntet

Af Søren Strandman-Møller. Penge & Privatøkonomi nr. 2, 2012.
Hvis du bærer dig dygtigt og strategisk ad, øger du dine chancer for at fange headhunternes opmærksomhed og score drømmejobbet.



Telefonen ringer ikke med et nyt job, med mindre du selv har gjort en indsats. Men det er der til gengæld flere muligheder for. Danmark vrimler nemlig med headhuntere og rekrutteringsselskaber. Der er mere end 100 af slagsen, og den eneste måde, de kan overleve på, er ved at finde job til dig og andre.
Det kræver dog, at du lægger en strategi for at få gjort opmærksom på dig selv i en grad, der vækker headhunternes appetit. Og husk, at det ikke blot er topchefer i C20-selskaber, som bliver indfanget via professionelle fangarme. Faktisk sker der headhunting på mange niveauer i Danmark, og sælgere, regnskabsfolk, it-specialister og analytikere er blot nogle af de jobtyper, som rekrutteres via professionel søgning – så hold ikke igen med at gøre dig synlig, selv om du ikke nødvendigvis går til direktørløn.



»Den faldende arbejdsløshed gennem store dele af 00'erne skærpede kampen om kompetente kandidater, og derfor headhuntes der folk på langt flere niveauer end tidligere,« fortæller partner Morten Andersen fra headhunterfirmaet UniqueConsult. Men for at optimere dine muligheder er det dog vigtigt at forstå branchens spilleregler. I headhunterverdenen er der flere begrebstyper, der beskriver måden, kandidaten skal findes på.


Sådan fungerer headhunting
Man bruger betegnelserne search, selection samt search and selection.
Search: I et klassisk search-forløb er der tale om direkte headhunting, som vi kender det fra spændende film og bøger. Altså reel hovedjagt med hele søgningen bygget op om en proces, hvor headhunteren diskret kontakter kandidater, som er dukket op via søgninger og anbefalinger. Og ved jagten på de øverste ledere er betegnelsen executive search.
Selection er begrebet, når det handler om rekruttering via annoncer på nettet, i aviser eller via andre kanaler. Her er der i højere grad tale om en outsourcing af de normale ansættelsesprocedurer fra en virksomhed, og det er kandidaterne, der selv opsøger rekrutteringsbureauet. Det er altså ikke decideret headhunting.
Search and selection er, som navnet indikerer, en kombination af de to modeller. Her afsøger headhunteren markedet og annoncerer samtidig stillingen.


Sådan håndterer du et opkald fra en headhunter
Får du et opkald fra en headhunter, så tjek firmaets hjemmeside. Beskæftiger de sig primært med search og ikke mindst executive search, mener de henvendelsen særdeles alvorligt, og du er pludselig rigtigt godt i spil.
Håndterer de derimod primært selection-processer, skal du vide, at du er én blandt mange, og at jobbet derfor ikke engang er tæt på at være i hus.
Jo mere eksklusiv virksomhed, jo større er dine chancer. Men under alle omstændigheder bliver et headhunterforløb sjældent afklaret særligt hurtigt. Du skal finde tålmodigheden op af skuffen, for det kan tage flere måneder, før den endelige kandidat er udvalgt.


Læs denne artikel i Penge & Privatøkonomi: Sådan bliver du headhuntet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar