tirsdag den 30. september 2014

Tips til dit profilbillede og den bedste headline tekst på LinkedIn

Dit personlige brand på LinkedIn: Valg af profilbillede og headline-tekst

Af Karsten A. Krabbe. Maj 2012. (Genudgivet September 2014)

Hvilken betydning har Profilbilledet på LinkedIn?

Profilbilledet er det første, som dine gæster ser på din LinkedIn-profil!

Nogle få profiler har valgt slet ikke at have noget billede. Dette vil jeg betegne som en »dødssynd«. Intet billede er værre end ikke noget billede.

De personer der har en profil på LinkedIn er i de fleste tilfælde personer med en anden baggrund end dem, du møder på Facebook. Generelt bør du optræde mere "business-like" på LinkedIn.

Billeder der er taget ude i haven og billeder med forstyrrende baggrund bør undgås.
En ensfarvet eller neutral baggrund, evt. relateret til den branche du søger job i, er bedst.

Kan jeg selv tage billedet?

Det er temmelig besværligt at tage billeder af sig selv og resultatet vil derfor sjældent blive godt. - Måske du har en god ven, som har fotografering som hobby. Få ham eller hende til at tage et billede af dig.

Eller endnu bedre, lad en professionel fotograf tage billedet..


Hvordan skal 'udtrykket' være på profilbilledet?

Som du sikkert kender fra dit eget liv, kan man undertiden lide eller ikke lide første gang man møder vedkommende. Og dette første indtryk er utroligt svært at rette på senere.

De potentielle chef er i samme situation: Dit billede vækker noget positivt eller negativt i hans eller hendes bevidsthed.

Og har du først sat et negativt 'aftryk' med dit billede, er det ikke sikkert, at dine ellers gode og relevante kvalifikationer og kompetencer bliver læst..

Hvis du er jobsøgende, er det bestemt en god idé at gå til en professionel fotograf, som har erfaring og viden om, hvordan en person præsenterer sig bedst på et billede.

Undgå f.eks. at smile som om du lige har hørt en fræk vittighed. Mens vi gerne vil have vores børn til at smile over hele hovedet, så gælder det ikke os som skal præsentere os på vores profilbillede.

Et naturligt smil og en passende påklædning virker bedst.

PAS PÅ: 
 • At du ikke står for langt væk fra kameraet
 • At hverken hår, skæg eller hage bliver "skåret væk" i billedet.
 • At din opmærksomhed er vendt mod din gæst på profilen. Den besøgende skal helst have indtryk at, at du kigger direkte på dem på en naturlig måde.

Speciel for unge kønne kvinder

Der er ikke noget i vejen med at være ung. Og et eller andet sted skal man jo begynde.
Prøv at få taget et billede, hvor du virker ældre end du i virkeligheden. I vores verden, hvor ungdommelighed ellers idealet, kan det virke negativt, at du er 'for ung'.

Jeg har personligt kendskab til en kvinde, som fik taget et nyt profilbillede, fordi hun så så ung ud på det første. 

Nogle kvinder ser sexede ud på profilbilledet, både hvad angår deres udtryk og f.eks. nedringet beklædning. - Nogle chefer vil være bange for at ansætte en kvinde, hvis de opfatter hende som sexet.

Vi kan godt blive enige om, at det bør være dine kvalifikationer, der afgør om du kommer til samtale. Men hvorfor tage nogle chancer?

Dit profilbillede ses også af nogen, der ikke kender dig

En jobkonsulent eller arbejdsgiver der kommer ind på din profil bør med det samme få netop det indtryk af dig som du gerne vil udsende og som fører dig nærmere til de jobs, der er interessante for dig.

Vi har allerede vores traditionelle opfattelser af, hvordan forskellige personer "er" alene ud fra deres job. Hvad forbinder du f.eks. med disse professioner: lærer - pædagog - sygeplejerske - læge og politibetjent?

Jeg er ret overbevist om, at du helt automatisk får forskellige associationer. Hvem forbinder f.eks. ikke pædagoger med lilla bleer? Også selvom de lilla bleer var moderne i sidste århundrede.

Tips: Prøv at virke både seriøs og autentisk på din profil

Læs også: 15 Tips til det gode profilbillede..

Din Headline på LinkedIn

Din Headline er den tekst, der vises i flere sammenhænge sammen med dit billede.

Skal man skrive, at man er jobsøgende? Mange fraråder det, men det er under alle omstændigheder meget udbredt i Danmark. - Der er sikkert jobkonsulenter,. der går i en stor bue udenom dem, der skriver 'jobsøgende' i deres profil.

Skal jeg angive mit mobilnummer i Headline? Igen en ting, som mange gør. Og det kan jo være meget praktisk, hvis nogen skulle få lyst til at kontakte dig. Jeg har indtryk af, at det faktisk ikke er tilladt iflg. LinkedIns retningslinjer. På den anden side virker det ikke, som om de reagerer på denne tendens.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar